|
|
|
Knogleskørhed – plej dine knogler
Det er lettere at forebygge end helbrede skøre knogler. Især kalcium og D vitamin er vigtigt både til raske og personer med risiko for at få knogleskørhed. Når de lyse timer svinder, og sommerens motionsløb er forbi, er det et passende tidspunkt at minde sig selv om fortsat at holde skelettet sundt. Det er nemlig et livsprojekt at pleje sine knogler, så de ikke bliver skøre – for tidligt. Knogleskørhed, også kaldet osteroporose, rammer hver 3. kvinde og hver 8. mand, men langt fra alle har symptomer på sygdommen. Hoftebrud som følge af knogleskørhed kræver hvert år 300.000 sengedage på danske hospitaler. En kost rig på kalk og D vitamin, rygestop, visse former for fysisk aktivitet og et behersket alkoholforbrug er afgørende for at undgå skøre knogler. Sygdommen kan ikke helbredes, men hvis du er i risikogruppe, kan du forebygge knoglebrud med daglige doser af kalcium og D vitamin, blandet fysisk aktivitet eller receptpligtig medicin.
Værst for kvinder
Gennem hele livet ændres mængden af de mineraler, især kalcium, som vores skelet er bygget af. Indtil vi når 30 40 års alderen bygges der mere mineral ind i skelettet, end der brydes ned. Herefter begynder knoglerne lige så stille at miste noget af det mineral, der er sparet op. Personer mærker ikke, hvis de er ved at få skøre knogler, før der måske sker et brud. Derfor kan sygdommen komme snigende, hvis vi ikke forebygger det. Der findes retningslinier for, hvornår mængden af kalcium i knoglerne er for lavt. Ved hjælp af en scanning af hofte, ryg og evt. arm med avanceret udstyr kan lægen se, om knoglerne skal styrkes med ekstra kalcium eller medicin. Kvinder er særligt udsatte for at få knogleskørhed, fordi de mister meget kalk i overgangsalderen, når de ikke danner kønshormonet østrogen længere. Men antallet af mænd, der får knogleskørhed er også steget de seneste år. Vi ved, at sygdommen kan skyldes flere forskellige ting, bl.a. en række andre sygdomme eller medicin.
Forebyg med kalcium og D vitamin
Undersøgelser har vist, at et kalciumtilskud på 500 1.000 mg dagligt vedligeholder knoglemineralindholdet hos kvinder efter overgangsalderen. Det er rundt regnet 1/2 l mælk og 1 2 skiver ost om dagen. Voksne skal herudover have 5 mikrogram (200 IE) vitamin D dagligt. Det findes i fede fisk og dannes i huden i sollys om sommeren. 1500 mg kalcium og 10 mikrogram vitamin D kan forebygge knogletab hos mænd og kvinder over 65 år og mindske risikoen for knoglebrud. Undersøgelser har vist, at visse former for motion også er vigtigt for at holde knoglerne stærke. Især "vægtbærende" motion som atletik, boldspil og gang/løb giver bonus. Stillesiddende arbejde er derimod direkte skadeligt, hvis du ikke får anden motion.
Kosttilskud eller medicin
Der findes utallige produkter med kalcium og D vitamin på markedet. Nogle er kosttilskud – andre er medicin, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen til at forebygge og behandle kalciummangel. Det kan være svært at vælge. Medicin med kalcium er bedst dokumenteret med hensyn til effekt, men også dyrere. En ny undersøgelse fra Danmarks Farmaceutiske Universitet viste engang, at prisen for en dagsdosis af et kosttilskud med kalcium spænder fra 90 øre til 9 kr. pr. dag – uden at der er garanti for effekt. Undersøgelsen viste også, at – uafhængig af, om kosttilskuddet var dyrt eller billigt – var der stor forskel på, hvor godt det kunne opløses i mavesækken, før det var på vej ud igen. Kun ca. halvdelen af de kosttilskud med kalcium, der findes på det danske marked, kunne nå at blive optaget i kroppen, viste undersøgelsen. Undersøgelsen bekræfter tidligere testresultater fra bl.a. Forbrugerrådet. Den viser, at den allerbedste kilde til kalcium er mælk, ost og andre mejeriprodukter samt grønsager som fx kål. For at finde rundt i junglen af kalciumtilskud kan du fx søge vejledning hos apotekspersonalet.
|
Tal med lægen om forebyggelse af knogleskørhed, når:
- Der er nogen i din nærmeste familie, der har knogleskørhed eller som har risiko for at få det.
- Du har haft gigt, astma eller en tarmsygdom, som kan medføre, at knoglerne mister kalcium.
- Du i længere tid har været i behandling med steroid/binyrebarkhormon (prednisolon) i doser over 2,5 mg om dagen.
- Du har haft brud på hofte, skulder eller håndled.
- Du fører en ikke knoglevenlig livvsstil (dvs. ikke får mælk og ost, har et stort forbrug af alkohol, er ryger eller ikke får bevæget dig).
- Du ikke får sollys enten fordi du dækker arme og ansigt til, eller fordi du har natarbejde.
- Du vejer for lidt (Body Mass Index under 19 kg/m2).
Husk at man allerede i en ung alder skal opbygge sit knoglemineralindhold. Derfor er det vigtigt at få rigeligt med kalcium, fx i form af fedtfattige mælkeprodukter. Ligeså er motion en vigtig faktor. |
Husk at man allerede i en ung alder skal opbygge sit knoglemineralindhold. Derfor er det vigtigt at få rigeligt med kalcium, fx i form af fedtfattige mælkeprodukter. Ligeså er motion en vigtig faktor.
Læs mere om Kalk og D-vitamin her:
http://medicinmedfornuft.dk/dk/den_bedste_behandling/vitaminer_og_mineraler/kalk_og_d-vitamin.htm
Læs mere om behandling af knogleskørhed her
Dele af artiklen har været bragt i Helse nr. 9, 2003.
Institut for Rationel Farmakoterapi, 24. august 2009
|