![]() |
|
|
|
Høfeber Høfeber er en overfølsomhedsreaktion. En form for allergi. Trods navnet, er det dog de færreste, der lider af høfeber, der reelt er allergiske overfor hø – og du får heller ikke feber i forbindelse med høfeber.
Hvad skyldes høfeber?Høfeber opstår, hvis barnet ikke kan tåle visse mikroskobiske stoffer, der svæver frit i luften. Det er fx pollen fra træer, græs, bynke, visse blomster – eller husstøvmider og skimmelsvampe.
Hvad sker der i kroppen?Typisk reagerer næse, bihuler, øjne eller hals på de mikroskobiske stoffer med irritation. Det vil sige, at slimhinderne svulmer op. Øjnene klør, løber i vand og hæver, barnet nyser, næsen stopper eller den løber, ganen klør og i nogle tilfælde kan barnet få en lidt hvæsende vejrtrækning. Høfeberen sætter sig altså på de øvre lufveje (næse, mund, svælg) samt i øjnene og fremprovokerer en overreaktion, der får kroppen til at fremstille en kaskade af forskellige stoffer. Et af dem er histamin. Histamin får slimhinderne i de øvre luftveje til at svulme op, og det er først og fremmest dette stof, der fremkalder de øvrige høfeber-reaktioner.
Hvilken medicin skal du vælge til dit barn?Medicin mod høfeber fås i håndkøb. Enkelte allergimidler er dog på recept. Afhængig af, hvor og hvor meget høfeberen generer dit barn, kan du købe fx dråber, som virker i øjnene eller spray, som virker i næsen. Du kan også købe tabletter eller mikstur med antihistamin, som virker på flere symptomer på en gang. Antihistaminer kan købes under rigtig mange forskellige navne, og de nyere af slagsen, som ikke virker sløvende, er alle sammen lige gode. Til gengæld er der stor forskel på prisen, så her kan det godt betale sig at spørge efter den billigste.
Høfeber skal ikke forveksles med allergisk astma, der angriber i nedre luftveje, altså bronchierne. Læs mere om antihistamin.
Test og vaccineOfte bliver du let klar over, hvad barnet er allergisk overfor, andre gange kan det være vanskeligere. Hos lægen kan barnet blive testet for allergi, så du bliver klar over hvad der udløser høfeberen. Desuden er det muligt at vaccinere mod visse typer af allergi, hvis barnet har særlig svær høfeber.
Hvad skal jeg undgå?Undgå at udsætte barnet for de ting, der kan fremkalde høfeberen, inden for rimelighedens grænser. Det er selvfølgelig svært at undgå pollen, hvis det er det, dit barn ikke kan tåle. Lad være med at stille barnevognen under birketræet, luft ud tidlig morgen eller sen aften, hvor der er færre pollen i luften, slå ikke græs når barnet er i nærheden, støvsug mindst én gang om ugen. Stærke dufte, tobakrøg og støv kan desuden gøre høfeberen værre.
Læs mere om høfeber og allergi. Læs mere om medicin til høfeber og allergi.
Institut for Rationel Farmakoterapi, 4. maj 2006
|
| Institut for Rationel Farmakoterapi - Axel Heides Gade 1 - 2300 København S - tlf. +45 44 88 91 21 - E-mail: irf@dkma.dk |