Institut for Rationel Farmakoterapi medicinmedfornuft.dk
 kontakt
 oversigt
 links
 nyhedsbrev
Lægemiddelstyrelsen - Institut for Rationel Farmakoterapi

Du er her: Forside Den bedste behandling Børn og medicin Behandling af ADHD

 Allergi
 Astma og rygerlunger
 Børn og medicin
 Centralnervesystemet
 Diabetes
 Hjerte og blod
 Insekter og mider
 Kvinder og medicin
 Overvægt
 Rygestop og alkoholafvænning
 Smerter og gigt
 Mave, tarm og stofskifte
 Søvnløshed
 Mænd og medicin
 Virus og bakterier
 Vitaminer og mineraler
 
Printvenlig version Printvenlig version

Behandling af ADHD - fordele skal opveje ulemper ved medicinen


Attention Deficit Hyperactivity Disorder

 

Langvarig brug af medicin mod ADHD er dårligt belyst, og det er derfor vigtigt, at medicinens fordele altid opvejer dens bivirkninger. Medicinsk behandling bør konsekvent suppleres med ikke-medicinske tiltag. Der er store forskelle på prisen af ADHD-medicin. 

 

Hvad er ADHD?

Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) er en kronisk neuropsykiatrisk lidelse, der er karakteriseret ved opmærksomhedsforstyrrelser, adfærdsproblemer, hyperaktivitet og impulsivitet.

 

ADHD opleves typisk hos børn før og i skolealderen, men ADHD kan også skabe problemer hos voksne. Undersøgelser fra Europa og USA viser, at ADHD rammer omkring 2-5 % af alle børn. Drenge får sygdommen tre gange hyppigere end piger.

 

Tidligere blev ADHD kaldt DAMP (Deficits in attention, motor control and perception), hvilket man er gået væk fra i dag. ADHD og DAMP har omtrent samme symptomer, dog har børn med DAMP også vanskeligheder med bevægelser (motorik).

 

Hvordan behandles ADHD?

Behandlingen af ADHD kan være ikke-medicinsk, og under alle omstændigheder bør psykologisk behandling uden medicin indgå i en samlet behandling. 

Hvis det drejer sig om moderate til svære symptomer med behov for behandling med medicin, bør en børne- og ungdomspsykiater eller en børne-neurolog inddrages i behandlingsforløbet.


Ikke-medicinsk behandling

Personer, der lider af ADHD, trives bedst i en hverdag, der er overskuelig. Dette indebærer faste rytmer og rutiner f.eks. spise- og sove-tider samt enkle og klare regler. Ligeledes har personer, der lider af ADHD brug for mere ros og støtte til at klare hverdagens udfordringer og egne vanskeligheder.

 

Som forældre til et barn, der lider af ADHD, er det en god ide at have god kontakt til skole og fritidsordning. Dette skaber de bedste rammer for barnets indlæring både fagligt og socialt. Der skal tages særlige hensyn i skolen til et barn med ADHD, da barnet let forstyrres af lyde o.l.. Det kan derfor være en fordel, hvis barnet sidder tæt på læren eller alene. Nogle børn trives bedst, hvis de bliver placeret i en mindre gruppe, hvor der er mulighed for individuel støtte, undervisning og pauser.

 

Voksne med ADHD har brug for forskellig mængde af hjælp og støtte. Forskellige hjælpemidler kan være med til at skabe struktur i hverdagen, således at f.eks. regninger, aftaler og hjemlige pligter ikke bliver uoverskuelige. Disse hjælpemidler kan f.eks. være planlægningskalendere, computere, rengøringshjælp m.m. Det er også vigtigt, at den voksne erkender og accepterer at han/hun har ADHD. Dette kan gøre det muligt at handle sig ud af mange vanskeligheder i hverdagen.

 

Derudover har psykosocial rådgivning og vejledning en gavnlig effekt på børn såvel som voksne med ADHD.

For nogle ADHD-patienter er det tilstrækkeligt med ikke-medicinsk behandling. I sværere tilfælde kan der blive brug for medicin.

 

Medicinsk behandling – virkning og bivirkninger

Der findes flere slags medicin til at nedsætte symptomerne på ADHD. De fleste tilhører gruppen af centralstimulerende, eller CNS-stimulerende, midler, men der er også medicin, som ikke er centralstimulerende. Det bedste resultat opnås, når medicinen bruges som et supplement til ikke-medicinsk behandling. Medicin mod ADHD udleveres kun på recept via lægen.

 

Centralstimulerende medicin

Centralstimulerende medicin virker ved at øge mængden af signalstoffer i hjernen f.eks. dopamin. Denne medicin indeholder de virksomme stoffer methylfenidat og modafinil.

 

Methylfenidat er førstevalg ved ADHD, og virker for 7-8 ud af 10 børn i skolealderen. Effekten hos voksne er lidt mindre. Og dokumentationen for effekt er ringere hos børn under skolealderen, som derfor primært anbefales forældretræning og social støtte.

Stoffet findes som almindelig tablet i medicinen Ritalin, Equasym, Medikinet og Motiron. Herudover indeholder fire forskellige slags depotvirkende tabletter methylphenidat (Ritalin Uno, Concerta, Medikinet CR og Equasym Depot). Depottabletter forlænger virkningen af medicinen og nedsætter dermed antallet af tabletter, der skal indtages hver dag. Ritalin Uno, Medikinet CR og Equasym Depot virker 6-8 timer, mens Concerta har en lidt længere virkningstid (op til 12 timer).

Da de fire depotformuleringer af methylphenidat er fremstillet på forskellig måde, kan deres virkning og virkningstid i kroppen være forskellig. Generelt kan fordelen ved den langtidsvirkende medicin, depotmedicinen, være de færre daglige doseringer samt en mere jævn koncentration af medicinen i kroppen. Men der kan være forskel på, hvilken medicin, der er mest hensigtsmæssig til det enkelte barn, i forhold til, hvornår der er brug for maksimal virkning af medicinen.

 

Der kan være særlige forholdsregler ved brug af metylfenidat. Det fremgår af indlægssedlen og af information fra lægen. I januar 2009 har det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) opdateret sikkerhedsinformationen for stoffet og kommenteret, at brugere bør have deres blodtryk og puls undersøgt af lægen før en behandling. Desuden bør psykiske symptomer som depression og selvmordstanker under behandlingen følges nøje, samt vækst og vægt før måles under behandlingen. Brugere af metylfenidat bør mindst een gang om året holde en pause, efter aftale med lægen, for at sikre, at fortsat behandling er nødvendig. Læs mere om dette i meddelelsen fra EMA her.

 

Det virksomme stof modafinil findes i medicinen Modiodal. Dette stof er i 2010 også blevet gennemgået i EMA, og bør idag ikke bruges mod ADHD men kun til behandling af narkolepsi hos voksne. Læs mere om det i meddelelsen fra den danske Lægemiddelstyrelse.

De mest almindelige bivirkninger ved de centralstimulerende midler er nedsat appetit, nervøsitet, søvnløshed, kvalme og opkastning, hovedpine, svimmelhed og mundtørhed. Tal med lægen, hvis nogle af disse problemer er meget generende.

 

De centralstimulerende midler kan desuden medføre afhængighed, på grund af virkningen i nervesystemet.

 

Læs mere om bivirkninger ved centralstimulerende ADHD-medicin hos Lægemiddelstyrelsen her:
http://www.laegemiddelstyrelsen.dk/1024/visLSArtikel.asp?artikelID=16274

 

Ikke-centralstimulerende medicin

Atomoxetin (Strattera) er det eneste ikke-centralstimulerende stof på markedet til behandling af ADHD. Atomoxetin kom på markedet i 2006 og virker ved at blokere fjernelsen af signalstoffet noradrenalin i hjernen. Atomoxetin kan anvendes til børn over 6 år, unge og voksne. En mindre undersøgelse tyder på, at atomoxetin ikke forværrer tics hos børn og unge, der lider af dette.

De mest almindelige bivirkninger ved atomoxetin er mavesmerter, nedsat appetit, opkastning, søvnløshed, hovedpine, mundtørhed og træthed.

 

Patienter i behandling med Strattera bør desuden overvåges af lægen med henblik på at opfange evt. selvmordsrelaterede tanker, da risikoen for dette i kliniske forsøg har vist sig at være større en gruppe, der ikke fik medicin.

 

Atomoxetin er sat i forbindelse med stigninger i blodtryk og hjertefrekvens. Du kan læse mere om denne risiko på lægemiddelstyrelsens hjemmeside.


Fordele skal opveje ulemper
Langvarig brug af medicin mod ADHD er ikke systematisk undersøgt i kontrolleret forskning, og det bør derfor - ved jævne kontroller - sikres, at medicinens fordele opvejer de bivirkninger, som også er ved medicinen. Dette kan bl.a. foregå ved, at der – naturligvis efter aftale med lægen - holdes en pause i den medicinske behandling. Oftest vil en medicinsk behandling helt kunne ophøre ved puberteten, men få ADHD-patienter vil også have brug for behandling som voksne. 

 

Hvad koster medicinen?

Der er forholdsvis store prisforskelle på ADHD medicin. Og depotmedicin er dyrere end ikke-depot medicin. Prisen for en daglig dosis på 60 mg ikke-depot methylphenidat (Ritalin, Medikinet) koster fra ca. 18-25 kr afhængigt af kombinationen tabletternes styrke (10 og 20 mg)(september 2011).

 

Depotmedicin er noget dyrere, da en maksimal daglig dosis af depotmedicinen koster fra 29,66 kr. (Concerta, 54 mg) og Ritalin Uno 48,12 kr (60 mg). De to andre depotformuleringer Equasym Depot (60 mg) og Medikinet CR (60 mg) ligger på 40-44 kr  for en maksimal daglig dosis.

Til sammenligning koster en daglig dosis på 80 mg atomoxetin (Strattera) 47,61 kr.

 

Pga. prisforskellene er det værd at tjekke prisen på den enkelte tabletstyrke. Priserne kan ændre sig, se gældende priser på www.medicinpriser.dk.


Ingen af produkterne har i øjeblikket generelt tilskud. Enkelttilskud kan søges via lægen.

 

 

Du kan læse vores vurderinger af ADHD-medicin her:

 

Og vores artikel om langtidseffekter af ADHD-medicin.

 

Du kan også læse om ADHD-medicin på www.indlaegsseddel.dk, www.produktresume.dk eller i Månedsblad for Rationel Farmakoterapi nr. 9 2011 til læger, hvorfra referencer til denne artikel bl.a. er hentet.

 

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, opdateret 18. september 2011


Til toppenTil toppen

Institut for Rationel Farmakoterapi - Axel Heides Gade 1 - 2300 København S - tlf. +45 44 88 91 21 - E-mail: irf@dkma.dk