|
|
|
Interaktioner
Mange slags medicin kan være en dårlig cocktail
Mange sygdomme behandles med medicin, og vi stiller os tit ikke tilfredse, før vi har en recept i hånden, når vi har været hos lægen. De fleste af os kommer derfor ud for at skulle bruge flere slags medicin på én gang. Behandling med flere end 2-3 slags medicin på én gang – også kaldet polyfarmaci - kan være både godt og skidt. Som medicinbruger kan du selv være med til at sikre, at behandlingen ikke ender med, at du bliver mere syg, end du var i forvejen. Nedenfor kan du læse hvordan.
Poly-farmaci – nyttig, unødvendig eller skadelig?
Medicin giver os heldigvis rigtig mange behandlingsmuligheder. Og hvis en behandling med flere slags medicin virker, kan det være den helt rigtige løsning. Mange kroniske sygdomme, som hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og astma, behandles bedst med flere forskellig slags medicin på én gang – fx en forebyggende medicin og medicin til akut brug. Men der kan også være ulemper ved en behandling med flere slags medicin på én gang. Der kan ske en unødvendig eller skadelig polyfarmaci, hvis ikke du selv, apoteket og lægen har det fulde overblik over, hvordan medicinen skal bruges, hvordan den skal tages og ikke mindst, hvornår du skal stoppe med at tage den igen. Brug af mange slags medicin på én gang øger nemlig risikoen for at tage medicinen forkert eller for længe. Samtidig er der større risiko for bivirkninger og interaktioner mellem de forskellige lægemidler. En interaktion vil sige, at én slags medicin kan forstærke eller svække virkninger og bivirkninger hos en anden slags medicin.
Når 2 + 2 er 5?
Kroppen er et biologisk system, der gør med medicinen, som den vil, uden at vi helt kan kontrollere det. Man kan sige, at i kroppen er to plus to ikke altid fire, men måske tre eller fem. Med andre ord kan medicinen få større eller mindre virkning, end man ønsker, når der er mere end ét virksomt stof til stede i kroppen. Nogle gange kan det være nyttigt og give en større virkning af en mindre mængde medicin, som fx ved astma og visse hjerte-kar sygdomme. Andre gange kan der opstå uheldige og uønskede bivirkninger og interaktioner.
For selv om medicin er undersøgt meget grundigt, inden det kommer på markedet, er det stadig en lidt anden situation, når vi bruger det i vores hverdag. Vi spiser mad, drikker alkohol, henter hovedpinepiller i kiosken og tager vitaminpiller og naturmedicin, som i nogle tilfælde kan påvirke virkningen af receptpligtig medicin. Hvis der er flere virksomme lægemiddelstoffer til stede i kroppen, kan hvert stof i visse tilfælde påvirke andre, så de får større, mindre eller slet ingen virkning. Få hjælp hos lægen eller på apoteket, til at undersøge, hvordan din medicin bedst kan passes ind i din hverdag. Det giver det bedste resultat.
Ældre størst risiko
Ældre mennesker er den gruppe, som har større risiko for, at få piller "galt i systemet". Det skyldes flere ting. Statistikken siger, at jo ældre vi bliver, desto flere forskellige lægemidler bruger vi, og når man bruger flere slags medicin, er der større risiko for bivirkninger og interaktioner. Derudover viser undersøgelser, at dobbelt så mange tager deres medicin på en uheldig måde, når de får fire eller flere lægemidler på én gang, frem for kun et eller to.
Risikoen for at tage sin medicin forkert bliver altså større, jo mere medicin man får, og det bliver også sværere at tage medicinen på de rigtige tidspunkter. Skal den tages forskudt fra eller til maden, sammen med et glas mælk eller en halv time før, jeg går i byen? På én gang eller i flere doser i løbet af dagen? For slet ikke at tale om, hvor længe man skal blive ved at tage medicinen – 1 uge, et par måneder eller 2 år? Alt det betyder noget for, at medicinen kan virke rigtigt og ikke gøre mere skade end gavn.
Hvornår skal du stoppe?
Så vidt muligt er det også vigtigt at aftale med lægen, hvor længe du skal tage medicinen, så du undgår at fortsætte behandlingen ud over den aftalte periode. Noget medicin skal bruges resten af livet, mens andet kun skal bruges i en periode, hvorefter behandlingen skal stoppes, ændres, afløses af en anden eller suppleres med ny medicin. Sovemedicin og medicin mod depression er eksempler på medicin, der i nogle tilfælde kun bør bruges i en kortere periode. Hvis det sker over længere tid, kan behandling af søvnproblemer med medicin risikere at blive en dårlig vane, så kroppens naturlige søvnmønster bliver brudt. Og en depression kan i nogle tilfælde behandles på 6-12 måneder, hvorefter man bør vurdere, om behandlingen virker, om den skal fortsætte, stoppe eller afløses af en ny behandling.
Foruden at det koster penge, er et af problemerne ved at fortsætte en behandling for længe, at du eller dine pårørende måske senere får noget andet medicin, der virker for den samme sygdom. At blive behandlet med både ny medicin og medicin, man er startet på tidligere, kan være meget uheldigt og skadeligt. Det sker ikke sjældent, at fx ældre bliver indlagt på grund af, at de har brugt medicinen forkert. Hvis man fx får dobbelt-dosis af sin diabetesmedicin, kan blodsukkeret blive faretruende lavt, og man kan blive meget dårlig.
Du kan undgå unødvendig medicin-mix
Du kan selv være med til at undgå unødvendig eller skadelig behandling med den medicin, som du eller dine pårørende får. Hvis du bruger flere slags medicin er chancen for at få den rigtige på det rigtige tidspunkt, og til den rigtige pris størst, når du regelmæsssigt sørger for at tale med dit apotek og din læge, om den medcin du får.
- Tag din medicin, sådan som du har aftalt med lægen eller apoteket. Når du selv ændrer på den daglige dosis, kan du forværre sygdommen eller få flere bivirkninger eller interaktioner.
- Vær opmærksom, når du får ny medicin. Hvordan virker den med det, du får fra hospitalet, andre læger eller i håndkøb? Hvad er det virksomme stof? Få apoteket til at tjekke, at du ikke får den samme medicin i forvejen under et andet navn.
- Brug din egen læge frem for mange forskellige læger.
- Efter sygehusophold: Sørg for at lægen eller farmaceuten på apoteket tjekker, at ny medicin passer med eller kan erstatte den, du plejer at få.
- Fortæl lægen og apoteket, hvis du får medicin fra en anden læge, eller spiser håndkøbs- eller natur-medicin fra apoteket, materialister eller kiosker. Husk, at det er medicin, selv om du ikke har fået det på recept af lægen.
Du kan finde ud af, om der er risiko for interaktioner ved den medicin du tager på www.medicinkombination.dk.
3 spørgsmål til lægen og til apoteket
– som kan spare dig for at bruge unødvendigt meget eller forkert medicin.
|
3 spørgsmål til lægen
- Hvor længe skal behandlingen fortsætte?
- Er medicinen stadig nødvendig?
- Kan noget af min medicin erstattes af bedre eller billigere medicin?
|
|
3 spørgsmål til apoteket
- Hvordan og hvornår skal jeg tage min medicin?
(tidspunkt på dagen, sammen med mad?)
- Hvordan passer min håndkøbsmedicin (også naturmedicin og vitaminer) sammen med den, jeg får fra lægen?
- Kan jeg få min medicin i færdige dosis-pakninger?
|
www.interaktionsdatabasen.dk indeholder ca. 3.000 interaktioner mellem forskellige slags medicin. Målgruppen for databasen er i første omgang sundhedsprofessionelle, fx læger og farmaceuter, men alle har mulighed for at bruge den.
Institut for Rationel Farmakoterapi, 29. marts 2009.
|