Zoviduo creme
Indholdsstof
Aciclovir og hydrocortison
Hvad er Zoviduo?
Zoviduo creme svarer til aciclovir creme tilføjet 1 % hydrokortison, en mild form for binyrebarkhormon beregnet til at dæmpe generne. Det er beregnet til behandling af forkølelsessår for at hindre udvikling af åbne sår.
Vurdering af effekt
En undersøgelse har vist, at der var lidt flere, der undgik sårdannelse med Zoviduo end med aciclovir creme. Men der var ikke forskel på hvor længe det varede, før huden blev normal, og der var ikke forskel på, hvor store sårene blev. Alt i alt vurderes Zoviduo ikke mere effektivt end aciclovir creme.
Bivirkninger
Der var ikke forskel på bivirkninger mellem Zoviduo og aciclovir creme.
Pris
2 g Zoviduo koster 57,95 kr. i håndkøb. Til sammenligning koster 10 g aciclovir (Aciclodan) 41,45 kr. på recept. Der er ikke tilskud til Zoviduo.
Medicinprisen og tilskuddet til medicinen kan ændre sig. Du kan altid tjekke gældende priser og medicintilskud på www.medicinpriser.dk
Institut for Rationel Farmakoterapi, 6. februar 2012
|