Institut for Rationel Farmakoterapi medicinmedfornuft.dk
 kontakt
 oversigt
 links
 nyhedsbrev
Lægemiddelstyrelsen - Institut for Rationel Farmakoterapi

Du er her: Forside Anmeldelser af medicin Victoza

 
Printvenlig version Printvenlig version

Victoza


Indholdsstof

Liraglutid

 

Hvad er Victoza

Victoza er medicin til behandling af type 2-diabetes. Medicinen skal indsprøjtes under huden på samme måde som insulin. Dosis er 1,2 mg eller 1,8 mg én gang dagligt. Man bør bruge medicinen på samme tidspunkt hver dag.

 

Victoza virker ved at øge kroppens insulinproduktion og sænker på den måde blodsukkeret. Ligeledes nedsætter medicinen appetitten, fordi det forlænger den tid, det tager for mavesækken at tømmes for mad.

 

Victoza er beregnet til behandling af personer med type 2-diabetes, som ikke har nået et tilpas lavt blodsukker, selvom de lever sundt og er i behandling med blodsukkersænkende medicin af typen metformin (fx Glucophage eller Orabet) og/eller et sulfonylurinstof (fx Daonil, Amaryl eller Diamicron).

 

Recept eller håndkøb

Victoza fås kun på recept.

 

Vores vurdering

Victoza i doserne 1,2 mg og 1,8 mg er ikke dårligere end sulfonylurinstof til at sænke HbA1c (”sladreblodsukkeret”), når man giver det til personer, der i forvejen er i behandling med metformin.

 

Den højeste dosis Victoza (1,8 mg) er bedre end andre midler til indsprøjtning (Lantus og Byetta) til at sænke HbA1c, når man giver det til personer, der i forvejen er i behandling med metformin, sulfonylurinstof eller begge dele. Man ved ikke, om Victoza i den lave dosis (1,2 mg) er bedre end Lantus og Byetta.

 

Victoza ser ud til at have en positiv indflydelse på kropsvægten. Personer der blev behandlet med Victoza tabte i gennemsnit 1 kg mere end personer, der fik ikke aktiv medicin (placebo).

 

Man ved endnu ikke, om Victoza påvirker risikoen for følgesygdomme til diabetes (fx øjenpåvirkning, nyrepåvirkning og hjertesygdomme) og om dødeligheden mindskes, når man bruger Victoza.

 

Det ser ud til, at Victoza giver færre lette tilfælde af hypoglykæmi (for lavt blodsukker) end sulfonylurinstof og Byetta.

 

De bivirkninger, der ofte ses, er

 

  • kvalme
  • opkastninger
  • diarré 

 

Hos mange aftog kvalmen af sig selv med tiden. Hvis man begynder med en lavere dosis (0,6 mg) den første uge af behandlingen, er risikoen for kvalme lavere. 

 

Victoza kan være en mulighed for personer med type 2-diabetes, der ikke har kunnet nå ned på et tilstrækkeligt lavt blodsukker ved hjælp af diæt og motion og samtidig behandling med metformin og et sulfonylurinstof.

 

Pris

En måneds behandling med Victoza 1,2 mg koster ca. 950 kr. og 1,8 mg koster ca. 1.400 kr. Det er dyrere end de andre slags medicin, man ellers bruger til type 2-diabetes. Medicinprisen kan ændre sig. Gældende priser kan ses på www.medicinpriser.dk.

 

Der gives generelt tilskud til Victoza.

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, 27. juli 2009


Til toppenTil toppen

Institut for Rationel Farmakoterapi - Axel Heides Gade 1 - 2300 København S - tlf. +45 44 88 91 21 - E-mail: irf@dkma.dk